Om byen

Aarhus er Jyllands største by og den næststørste i Danmark. Byen ligger i Østjylland ved Aarhus Bugt med udsigt til Mols samt øerne Samsø og Tunø i Kattegat.

Aarhus er en af Danmarks ældste byer og er formentlig opstået tilbage i midten af 700-tallet. Navnet Aarhus betyder ’Åens munding’, og byen befinder sig også netop i en ådal ved Aarhus Å.

Elsker du at shoppe, så er Aarhus den helt rigtige by at besøge. Adskillige gange er den blevet kåret som Danmarks bedste shopping-by, og den ligger helt i top over de bedste shopping-byer i Norden.

I Latinerkvarteret i Indre By finder man de lidt skæve og anderledes butikker, men byen byder også på to stormagasiner og flere moderne butikscentre.

Der findes et rigt kulturliv i Aarhus. Aarhus Festuge er Jyllands største kulturfestival med deltagelse af både lokale, nationale og internationale kunstnere. Blandt de store kulturinstitutioner i byen kan nævnes kunstmuseet ARoS, Aarhus Teater og Aarhus Symfoniorkester. Derudover findes der et væld af små spillesteder, gallerier og kunstneriske værksteder.

Aarhus er en vigtig studieby hvor Aarhus Universitet tilbyder en bred vifte af videregående uddannelser. Danmarks Journalisthøjskole, Det Jyske Kunstakademi samt en række andre højere læreanstalter er desuden også beliggende i Aarhus. Som det eneste sted i Danmark, kan man på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater blive uddannet som dramatiker.

Pga. af de mange studerende er der et stort og varieret café- og natteliv i byen. Aarhus er caféernes by, og du kan let finde et sted at nyde et lækkert måltid mad, nogle sjove drinks og noget god musik. Vi har gjort det nemt for dig at finde et godt pizzeria eller en lækker pizzarestaurant i Aarhus.

Udover byens kultur- og shopping-muligheder så findes der også en skøn natur i området. Aarhus er fyldt med gode naturtilbud for hele familien. Mange steder findes der naturstier, legepladser og meget andet. Fx kan nævnes lystbådehavnene, de dejlige strande og smukke vandreruter samt de mange grønne oaser inde i byen.

Kort sagt, Aarhus har det hele, hvad enten du er til shopping, en tur i teatret, smuk natur med skov og strand eller bare gerne vil nyde det pulserende natteliv.